Nyklækkede Artemia er noget af det bedste foder til yngel og mindre akvariefisk.
De små krebsdyr er meget næringsrige og bevæger sig naturligt i vandet – noget fiskene instinktivt reagerer på.
Mange tror, at det er svært at klække Artemia, men i virkeligheden er det både nemt og hurtigt. Med det rigtige udstyr kan du have friske Artemia klar på omkring 24–36 timer.
For at klække Artemia skal du bruge:
Artemia æg
Salt (havsalt eller akvariesalt)
En Artemia klækker
Luftpumpe med luftslange
En Artemia-si til at skylle dem
Nogle Artemia-produkter indeholder både salt og æg i samme blanding. Her skal du blot tilsætte vand i klækkeren.
Selve klækningen er meget enkel.
Fyld klækkeren med saltvand
Tilsæt Artemia æg
Sørg for god iltning i vandet
Vent 24–36 timer
Efter et døgn begynder de små Artemia at klække, og de er klar til at blive fodret til fiskene.
Artemia klækker bedst i saltvand.
Et godt blandingsforhold er:
1 liter vand
30–35 gram salt
Vandet må gerne være omkring 25–28 °C, da temperaturen har stor betydning for hvor hurtigt æggene klækker.
I Ziss Aqua ZH-700, ZissAqua ZH-2000 og JBL ArtemioSet er der plads til varmelegeme og iltsten
Når Artemia er klækket, er de nemme at samle op.
Sluk luftpumpen
Vent 5–10 minutter
Nu vil æggeskallerne flyde op til overfladen, mens Artemia samler sig i midten eller bunden.
Du kan tænde en lampe mod bunden af klækkeren – Artemia svømmer mod lyset, hvilket gør dem lettere at samle.
Sug dem op med en slange eller pipette og skyl dem i en Artemia-si med lidt ferskvand, før de gives til fiskene.
Der er nogle små ting, som kan gøre en stor forskel:
✔ Brug Artemia-æg med høj klækkerate
✔ Hold temperaturen på 25–28 °C med varmelegeme eller oven på akvariet hvor der lunt i forvejen
✔ Sørg for kraftig iltning med pumpe og iltsten
✔ Brug ikke for mange æg ad gangen
Et trick mange opdrættere bruger er at have to klækkere i gang med én dags mellemrum. På den måde har du friske Artemia klar hver dag.